Afdelingen for organiseret kriminalitet, Københavns Politi, foretog i går mandag 9. september anholdelse af en mand, der er mistænkt og sigtet for at have opbevaret og omsat ca. 4,4 ton hash.
Den anholdte blev fundet hos en slægtning på Nørrebro og er en dansk mand på 38 år. Han er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 191 ved i forening med en 42-årig mand at have opbevaret og omsat ca. 4,4 ton hash.
Den anholdte nægtede sigtelsen over for politiet. I dag tirsdag fremstilles han i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
– Anklageren vil begære lukkede døre, blandt andet fordi vi fortsat leder efter en 42-årig formodet medgerningsmænd. Vi mener at kunne bevise, at de to mænds aktiviteter har forbindelse med hashsalget i Pusherstreet på Christiania, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Afdelingen for organiseret kriminalitet, Københavns Politi.
Baggrunden for anholdelsen skal ses i sammenhæng med en anden stor hash-sag, hvor Københavns Politi slog til.
– Det stod ret hurtigt klart, at en stor del af hashen ikke kunne relateres til det kriminelle netværk, der stod bag oprindelige sag. Ved et intensivt opklaringsarbejde fik vi mistanke til to danske mænd på henholdsvis 38 år og 42 år. Og vi vurderede, at vi kun havde set toppen af isbjerget, og at de to mænd havde omsat ikke mindre end ca. 4,4 ton hash inden for de seneste tre år, forklarer Steffen Thaaning Steffensen.
Københavns Politi iværksatte herefter en eftersøgning af de to mænd, der imidlertid holdt sig skjult. Men i går fandt politiet altså frem til den 38-årige, der opholdt sig hos en slægtning på Nørrebro.
– Vi er meget tilfredse med det foreløbige resultat af denne målrettede efterforskning. Hvis vi regner med, at der går ca. 0,5 gram hash på en joint, så svarer vores sigtelse til opbevaring og håndtering af en joint, der rækker fra Politigården i Københavns til Bruxelles. Og med 50 kr. pr. gram svarer sigtelsen til en omsætning på ca. 222 mio. kr., siger Steffen Thaaning Steffensen.
Strafferammen er på 10 års fængsel.
Billede er arkiv.