Brand på plastfabrik formentlig påsat

Politiet måtte natten til onsdag afspærre et område omkring en plastvirksomhed i Mariager, da der kom kraftig og muligvis giftig røg fra en brand på virksomheden.

Branden hos plastvirksomheden Aage Vestergaard Larsen ApS på Klostermarken 3 i Mariager blev opdaget onsdag ved 04-tiden.
LÆS OGSÅ: Børnehave i flammehav – bygning styrter sammen
Brandfolk frygtede, at den tykke røg fra branden kunne være giftig, og derfor blev et område omkring virksomheden afspærret i lidt over en time.

Til alt held var der næsten vindstille, og den tykke røg fra branden i industrikvarteret drev ud over et markområde – og ikke mod beboet bebyggelse. Derfor blev det ikke nødvendigt at evakuere folk i nærheden, oplyser vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.

Brandfolkene fik hurtigt kontrol over branden.

Politiet formoder, at branden er påsat, da ilden opstod i noget affald uden for fabrikken.

– Og der går jo ikke ild i sådan noget affald af sig selv, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi, Per Vagn Nielsen.