Brylluppet aflyst


Tirsdag klokken 13 mødte en 42-årig tysk kvinde op på rådhuset i Frederiksgade i Haslev for at blive gift med en 39-årig nigeriansk mand.

Imidlertid viste det sig, at den opholdstilladelse, der sad i den nigerianske mands pas, ikke var ægte, og politiet anholdt derfor dem begge.

Parret blev taget med til udlændingekontrolafdelingen i Maribo, hvor kvinden blev løsladt igen klokken 17.33 efter afhøring.

Den 39-årige mand er fortsat anholdt og sigtet for dokumentfalsk. Han fremstilles onsdag i grundlovsforhør i retten.