Hjem i flammer – mand og 4-årig søn redder sig selv

Politi og redningsberedskab blev tidligt fredag morgen kaldt til brand i Ubby ved Kalundborg. Gården, Gydekilde stod i flammer, og stuehuset var allerede overtændt, da brandfolkene nåede frem. Flammerne stod meter høje op gennem taget.

Husets mandlige beboer og hans fireårige søn havde selv reddet sig ud af huset og stod kun i underbukser og bare tæer. Alt hvad de ejer er gået tabt i branden, der udviklede sig meget voldsomt.

Hvad der er årsag til den voldsomme brand, skal politiets teknikere nu finde ud af. Det var kun manden og den firårige søn, der var hjemme, da branden brød ud. Resten af familien er på ferie.