Fodgænger dræbt af flugtbilist

En 72-årig mand mistede mandag aften livet, da han blev påkørt af en bil i krydset Rungstedvej og Bøgebakken i Hørsholm. Bilisten stak efterfølgende af fra stedet i sin bil.

Tililende vidner ydede livreddende førstehjælp til fodgængeren, indtil ambulancen var fremme. Da akutlægen ankom, blev fodgængeren erklæret død. Politiet leder nu efter en ‘mindre grå personbil’ – formentlig af mærket VW – som flugtbilisten, ifølge vidner, kørte i fra stedet.

Nordsjællands Politi hører gerne fra folk, der har set en bil, der passer på den beskrivelse og samtidig har skader omkring tågelygterne og eventuelt på forruden efter påkørslen.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.