Siden mandag ved 21-tiden har beboerne i 15 husstande været evakueret fra deres hjem i Skibhusene i Odense. Under en brand blev der fundet farlige kemikalier i en ejendom på Skippervænget.
-Forvarets ammunitionsryddere har sammen med vores folk og det øvrige beredskab været hele natten i området. De er endnu ikke færdige med deres arbejdet – og jeg kan derfor ikke komme nærmere ind på hvad og hvor meget, vi har fundet, siger vicepolitiinspektør Torben Schultz-Petersen, Fyns Politi.
Politiet kan endnu ikke sige noget nærmere om, hvilke kemikalier der er tale om, og hvorfor de befandt sig på ejendommen.
-Lige nu handler det først og fremmest om at få sikre de fund, der er gjort, så beboerne i området kan komme hjem igen. Men det er klart, at vi også skal i gang med at finde ud af, hvorfor kemikalierne befandt sig i huset, og hvad de skulle bruges til, siger Torben Schultz-Petersen.
En person er blevet anholdt i sagen. Fyns Politi vil ikke sige noget om, hvem der er anholdt og hvorfor.