Politiet mener ikke at nogle personer blev ramt under det vilde skyderi. Der blev affyret adskillige skud fra en hvid bil mod en gruppe, der stod foran Værebrocenteret, og så har gruppen skudt tilbage mod bilen, der holdt foran Netto.
Værebroparken er kendt som tilholdssted for banden Værebros Hårde Kerne, VHK, der er i konflikt med bandegrupperingen LTF, Loyal to Familia. Der har flere gange tidligere været banderelaterede skyderier i området.
Bilen, der blev skudt fra, er en hvid VW Caddy med registreringsnummer TL 93 819, der blev meldt stjålet for 14 dage siden. Den er endnu ikke fundet.