De foreløbige resultater for januar 2013 af Københavns Politis samlede indsats mod den organiserede kriminalitet i og omkring Pusherstreet på Christiania foreligger nu.
– Bare i januar 2013 har vi haft held til at beslaglægge hash og hashprodukter til en samlet værdi af ca. 17 mio. kr. Det er en markant stigning i forhold til de første måneder, vi har været i gang i Task Force Pusherstreet, siger lederen af TFP, vicepolitiinspektør Poul Kjeldsen.
Da Task Force Pusherstreet for nylig beslaglagde en del kanonslag, fandt man tre kanonslag, der var tilvirket som en slags bombe med ca. 400 hardballkugler omkring (se foto).
– Desværre har vi fundet skarpladte våben og andre effekter, der viser, at de organiserede kriminelle i og omkring Pusherstreet ikke sådan uden videre har tænkt sig at opgive det lukrative salg af hash. Det er helt uacceptabelt og stærkt bekymrende, at de kriminelle opbevarer våben og andet, der i en skarp situation er livsfarlige for de polititjenestemænd, der passer deres arbejde, siger Poul Kjeldsen.