Onsdag besluttede Østre Landsret, at beviserne mod et tidligere bandemedlem af Bloodz ikke rakte til en dom for drab, men “kun” for vold med døden til følge. I byretten blev han idømt 12 års fængsel for drab. Den dom ankede han og i dag fik han landsrettens afgørelse.
Efter 10 års medlemskab af den kriminelle bande Bloodz ville han i 2010 ud af banden og begynde et nyt liv.
Han forklarede, at han var blevet lokket i en fælde af sin frisør, der bad ham møde op i salonen på Frederiksberg Allé i København nytårsaftensdag 2010.
Da han dukkede op, stod syv medlemmer af Bloodz klar i salonen og ville have ham til at gå med dem. Han gik i panik, trak sin pistol og affyrede fire skud. Et af dem dræbte en tilfældig 28-årig mand.
I byretten forklarede han, at han skød i nødværge, men det blev dengang afvist. Byretten fandt det desuden skærpende, at skuddene blev affyret på en åben og befærdet gade og mod en sagesløs og uskyldig person.
Mandag ventes Østre Landsret at afgøre, hvilken straf han skal have for vold med døden til følge.