Hovsa: påfyldning af brændstof på maskine gik grumme galt


VILLINGEBÆK: Et firma rensede fliser i et sommerhuskvarter , onsdag eftermiddag, og under arbejdet skulle der fyldes brændstof på højtryksrenseren – det gik mildt sagt galt.

Et uheldigt spild af brændstof blev pludselig antændt af den varme maskine og på få øjeblikke stod både højtryksrenseren og hele varebilen i lys lue.

Gribskov Beredskab blev alarmeret omkring kl. 13.10 om ild i bil og risiko for spredning til hus på Solbakkevej i Villingerød.

På stedet var bilen fuldstændig overtændt, ligesom en stor hæk og vegetation omkring bilen brændte kraftigt.

Med to højtryksslanger fik mandskabet styr på ilden, og kort efter blev der også udlagt slanger til skumslukning af bilen.

Branden var slukket ned på en god halv time, incl. græs, buske, et træ en stor hæk og en bid af naboens græsplæne.

Ingen personer kom noget til ved den uheldige brand som efterlod arbejdsbilen som et udbrændt bilvrag.