Politiet advarer skyldnere: Vi kommer og henter dig!


Arkivfoto


Midt- og Vestsjællands Politi annoncerer torsdag, at de i den nærmeste fremtid vil komme og hente folk, som er udeblevet fra fogedretten.

Det fremgår af deres døgnrapport fra torsdag.

– Midt- og Vestsjællands Politi vil i nærmeste fremtid opsøge de personer, som har et udestående med fogedretten.

Det drejer sig om personer, der er udeblevet fra et retsmøde, som de har været indkaldt til. Udeblivelsen har medført, at fogeden har bedt politiet om at finde og fremstille de udeblevne, som politiet nu har efterlyst.

Politiet vil således i nærmeste fremtid aktivt opsøge de personer, der ikke har fået sagen klaret i fogedretten.

Det betyder, at politiet vil opsøge de udeblevne enten på deres bopæl eller måske på deres arbejdsplads for at fremstille dem for fogeden.

Politiets har en opfordring til skyldnerne: Sørg for at få sagen klaret i fogedretten snarest, således at du selv kan bestemme hvornår, og det således ikke er politiet, der kommer på et måske temmelig ubelejligt tidspunkt.