Pape vil give maskerede fodboldbøller to års karantæne


Arkivfoto


Maskerede fodboldbøller skal have to års karantæne.

Det mener justitsminister Søren Pape Poulsen (K) forud for et åbent samråd torsdag eftermiddag om konsekvenser ved optøjer til fodboldkampe.

– Hvis du er maskeret på stadion, skal du regne med at få en karantæne på to år, siger han til DR Nyheder.

I begyndelsen af august opstod der uroligheder under en fodboldkamp mellem Brøndby og FC København i Alka Superligaen. Adskillige betjente kom til skade.

Onsdag kom det frem, at politiet har sigtet 27 mænd, der tilsammen er blevet sigtet for 51 lovovertrædelser.

Uroen til fodboldkampen på Brøndby Stadion opstod i FCK-tilhængernes udebaneafsnit.

Kampen blev afbrudt, og kampklædt politi rykkede ind over grønsværen for at forhindre yderligere vold.

25 betjente kom til skade. En betjent fik så hårdt et slag i ansigtet, at han fik slået sine tænder løse.

En del af ballademagerne havde masker på, så man ikke kunne se deres ansigt.

Pape peger på, at der i dag skal være to betingelser opfyldt, for at politiet kan give karantæne.

Den ene betingelse er, at politiet skal have en mistanke om, at man har overtrådt maskeringsforbuddet. Der skal også være grund til at tro, at det vil ske igen.

Det dur ikke, mener Pape. Han opfordrer klubberne til at give karantæne på livstid, hvis de oplever maskerede fodboldfans.

– Så kan vi få ballademagerne væk fra fodbolden, så alle os, der er glade for at fodbold, også kan komme der, siger Pape.

Socialdemokratiet kalder tiltaget for slapt.

– Vi bliver altså nødt til at stramme massivt op over for de her voldsbøller, der ødelægger fodboldkampe, siger Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen.

Hun ser gerne to andre stramninger indført. Fodboldbøller, der begår vold, skal have livsvarig karantæne. Og de skal stilles økonomisk ansvarlige for deres ødelæggelser.

/ritzau/