Dansk fly i Middelhavet fandt hash men ingen flygtninge


    Arkivfoto


    Når et af Forsvarets Challenger-fly fredag vender hjem til Aalborg efter 31 dage som del af EU’s grænseovervågning i Middelhavet, er det med et lidt andet resultat end ventet.

    Da flyet og de medfølgende ni mand fra flyvevåbnet 10. januar lettede, lod forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) forstå, at bidraget skulle “redde liv” og “bekæmpe illegal migration”.

    100 flyvetimer og 18 missioner senere er facit for overvågningsflyet følgende: 0 flygtninge spottet, 0 menneskesmuglere spottet, 2 speedbåde med hash fanget.

    Ifølge Challenger-bidragets chef, Michael, der kun ønsker at optræde med sit fornavn, har udsendelsen alligevel været en succes.

    – Vi har været med til at sikre, at der ikke er så mange stoffer på gaden i Europa, så det er vi enormt glade for.

    – Og vi har fået stor ros hele vejen rundt – især fra de lokale myndigheder, der er ellevilde med vores indsats, siger han.

    Han påpeger, at det danske fly hovedsageligt har været indsat i dele af Middelhavet syd for Sicilien, der ikke er typiske områder for flygtningetransporter.

    Derfor er det ifølge Michael forventeligt, at flyet ikke har så meget med hjem på den front.

    – Og så kan man jo glæde sig over, at vi ikke er løbet på gummibåde fyldt med flygtninge og med alt for lidt luft i, siger Michael.

    De to fangster, det er blevet til, er begge gjort i farvandet mellem Italien og Albanien.

    I begge tilfælde var der tale om mindre, hurtigtgående speedbåde lastet med pakkevis af hash, der angiveligt var på vej til støvlelandet.

    I alt konfiskerede politiet 2,7 ton hash som følge af danskernes overvågning fra luften.

    – Jeg synes, at det er en kæmpe succes, det vi har lavet, og i og med, at de meget gerne vil have os herned igen, så tager vi da hjem med en fjer i hatten, siger Michael.

    I hele 2016 konfiskerede EU’s grænseagentur, Frontex, godt 20 ton ulovlige stoffer i Middelhavsområdet.

    /ritzau/