Dramatisk efterslukning: Død person fundet efter brand i garage

Først lød meldingen, at alle personer var ude, men under efterslukningen gjorde brandfolkene en makaber opdagelse.

Østjyllands Politi blev søndag kl. 0801 alarmeret om en brand i et hus på Hovedvejen i Purhus ved 8990 Fårup.

Indledningsvis forlød det, at alle var ude af huset, men i forbindelse med efterslukningen blev der fundet en brandskadet, død person, det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Liget blev fundet i den garagebygning, hvor branden formentlig er opstået.

Østjyllands Politi undersøger sammen med Rigspolitiets teknikere brandstedet for at fastslå omstændighederne og om muligt fastslå årsagen til brandens opståen.

Østjyllands Politi er ved at foretage underretning af de pårørende til den indebrændte person.

Det er ikke muligt for politiet at give yderligere oplysninger om omstændighederne omkring branden, mens undersøgelserne pågår.