Et medlem af banden Loyal To Familia er lørdag blevet varetægtsfængslet i 24 dage for et groft overfald i bandemiljøet, hvor ofret fik revet øret halvt af.

Det skriver Ekstra Bladet.

Nyhedsbrevet fra Local Eyes - få det her

Ifølge sigtelsen fandt overfaldet sted fredag omkring klokken 22 på en ukendt adresse, hvor flere ukendte gerningsmænd stod bag overfaldet.

Den 30-årige mand nægter sig skyldig.

Foruden øreskaderne blev han også ramt i resten af hovedet og pådrog sig en hjernerystelse.

Ekstra Bladet skriver, at den sigtede, der er af anden etnisk oprindelse, havde lommerne dybt begravet i de blå træningsbukser fra Københavns Fængsler, da han tog plads i grundlovsforhøret. På hånden havde han en LTF-tatovering.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre.

Anklageren krævede de lukkede døre, blandt andet fordi overfaldet udspillede sig i LTF-bandemiljøet. Ifølge sigtelsen er der en navngiven og flere ukendte medgerningsmænd på fri fod, skriver Ekstra Bladet.

/ritzau/