En mand er onsdag aften død på Rigshospitalet, efter at han tidligere på dagen blev reddet op af vandet ved Nykøbing Sjælland.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, der først på aftenen stadig arbejder på at finde ud af, hvem manden er.

Gå ikke glip af noget - få de seneste nyheder direkte i din indbakke

- Klokken 18.07 får vi en melding om, at der ligger en livløs mand cirka 200 meter ude i vandet ud for Lumsås Strandvej, fortæller vagtchef Michael Sehested fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Da politiet når frem, har en af Forsvarets redningshelikoptere allerede fået manden op og sat kurs mod Rigshospitalet.

Men mandens liv stod ikke til at redde.

- Han afgik ved døden klokken 19.19, siger vagtchefen.

Manden var kun iført badeshorts, og der er ikke fundet tøj eller legitimation på stranden, så politiet kender ved 20.30-tiden ikke hans identitet. Han skønnes at være 55-60 år.

/ritzau/