Brøndby: Retten i Glostrup har mandag eftermiddag varetægtsfængslet tre østeuropæiske mænd for indbrud hos en cykelhandler i Brøndby.

De tre mænd på 25, 28 og 39 år er sigtet for at have brudt ind og have stjålet cykler til en værdi af over en halv million kroner.

Gå ikke glip af noget - få de seneste nyheder direkte i din indbakke

Klokken 01:57 natten til mandag modtog Københavns Vestegns Politi anmeldelse om et indbrud i gang hos cykelhandlen og sendte flere patruljevogne til stedet. Her fik betjentene øje på en ældre varevogn, som var i gang med at køre fra stedet.

Varevognen blev bragt til standsning, men føreren forsøgte at flygte. Føreren blev løbet op og anholdt ved brug af politihund og i varevognen fandt politiet 18 cykler.

Behandlet for hundebid
Samtidig havde et vidne set to andre mænd der forsøgte at gemme sig i et grønt område nær cykelhandlen. Også de blev fundet ved hjælp af politihunde.To af de mistænkte mænd blev efterfølgende behandlet for hundebid.

De tre mænd blev varetægtsfængslet i to uger.