To krysantemumbomber blev lørdag formiddag fundet på stranden ved Øster Fjordstien i Hals. Politiet afspærrede området og tilkaldte

bomberyddere, der destruerede det farlige fyrværkeri på stedet.

De to krysantemumbomber var på størrelse med håndbolde, og alt tyder på, at de er skyllet i land, oplyser vagtchef Henrik Beck, Nordjyllands Politi.

- Når de er våde, bliver de mere ustabile, og er endnu mere farlige end normalt. Så vi har afspærret området, og så lader vi EOD (bomberydderne, red) tage sig af dem, siger vagtchefen.

Forsøgte at skaffe bombe af vejen

Hos Nordjyllands Politi har man en teori om, at de to krysantemumbomber er forsøgt skaffet af vejen i kølvandet på de to tragedier nytårsnat, hvor tre personer blev dræbt af krysantemumbomber.

- Min første tanke var, at der er nogen der har fået kolde fødder og har smidt dem i vandet i stedet for at kontakte os, siger Henrik Beck.

- Og det er vi meget kede af, for det bringer andre i fare, tilføjer han.

Vagtchefen opfordrer til, at man henvender sig til politiet, hvis man har en krysantemumbombe liggende, som man gerne vil af med. Også selvom der ikke er frit lejde for at indlevere sit ulovlige fyrværkeri.

- Hvis man har været så letsindig at købe sådan en bombe, så bør man også tage det som en mand og kontakte os, selvom det koster en bøde, siger han.