En 23-årig mand og en 27-årig kvinde er sigtet for at have solgt mindst et kilo kokain.

De fremstilles i løbet af fredag i et grundlovsforhør i Retten i Næstved, hvor en dommer skal tage stilling til, om de skal varetægtsfængsles. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.

Har du billeder og video? Send dit bidrag her

Torsdag ransagede politiet flere adresser i politikredsen.

Blandt andet bekræftede politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Kim Kliver til det regionale medie sn.dk, at man var til stede ved et rockerklubhus.

- Vi har gang i en politioperation hos klubhuset i Ringstedgade i Næstved. Det er usikkert, hvor længe det kommer til at tage, men vi er i hvert fald til stede derude, sagde han.



/ritzau/