Lørdag har flere brandstationer bekæmpet en større skovbrand i Tisvilde Hegn, og der efterslukkes fortsat ved 20-tiden på brandstedet.
Det var ved 15-tiden at en pilot på et privat fly slog alarm, idet han havde fået øje på flammer og røg i skoven, tæt på Asserbo Slotsruin.
Tip redaktionen - vi beskytter vores kilder
I første omgang ledte Gribskov Beredskab forgæves efter branden, flere personer som befandt sig i skoven svarede alle at de intet havde set, mens en enkelt syntes at kunne have lugtet noget i stil med madlavning.
Omkring kl. 16.30 blev branden endelig fundet, det brændte kraftigt i skovbunden på et stort areal, og assistance blev rekvireret fra Frederiksborg Brand & Redning, lige som Beredskab Øst afsendte assistance med drone og Nordsjællands Politi mødte med flere patruljer samt egen drone.
Brandfolkene udlagde omkring tre kilometer brandslange, og flere tankvogne kørte i pendulfart til og fra brandstedet. Der blev bla. pumpet vand fra Arresø til slukningsarbejdet.
Hvad der har antændt branden er ukendt, men formentlig vil politiet undersøge stedet når det er kølet af.
