TILST: Østjyllands Politi har torsdag eftermiddag været til stede på Borumvej i Tilst.
Østjyllands Politi modtog torsdag kl. 12.07 en anmeldelse om, at der var blevet affyret skud på Borumvej i Tilst. En mand skulle have indfundet sig på adressen og, efter nogle uoverensstemmelser med personerne i huset, være gået ud i haven og affyret to skud. Politiet fik kort efter episoden kontakt til den 45-årige mand, der for kort tid siden har meldt sig selv.
Gå ikke glip af noget - få de seneste nyheder direkte i din indbakke
Ingen personer er kommet til skade. Det er politiets opfattelse, at der ikke har været tale om skarpe skud, og at episoden bunder i interne uoverensstemmelser. Der er ingen relation til den igangværende konflikt i Aarhus.
Den 45-årige mand skal nu afhøres til sagen, og Østjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger.
