En 28-årig mand er blevet sigtet for drabsforsøg i forbindelse med et skyderi mod en gruppe personer på Kappelvænget i Aarhus i juni.

Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

Ved du noget? Fortæl det til redaktionen

Han bliver fredag fremstillet i et grundlovsforhør.

Ved skyderiet blev to mænd på 23 og 31 år begge ramt af skud i benet.

De to skudofre blev kørt til behandling på Aarhus Universitetshospital, men blev hurtigt erklæret uden for livsfare.

Politiet oplyser fredag, at skyderiet vurderes til at være en del af en bandekonflikt i den vestlige del af Aarhus.

Grundlovsforhøret begynder klokken 10.30 ved Retten i Aarhus. Det er uvist, hvordan den 28-årige mand forholder sig til sigtelsen.


/ritzau/