En 28-årig mand, der onsdag morgen blev anholdt efter et knivstikkeri på et kollegium i Viby ved Aarhus, er blevet løsladt efter endt afhøring.

Det oplyser Østjyllands Politi, der stadig sigter manden for grov vold efter knivstikkeriet på Ravnsbjerg Kollegiet på Risdalsvej.

Tip redaktionen - vi beskytter vores kilder

Episoden fandt sted omkring klokken halv otte, da offeret, en 34-årig mand, af uvisse årsager blev overfaldet og stukket i lysken med en kniv.

- Vi ved ikke, hvilket motiv der ligger bag overfaldet. Men det lykkedes os at anholde den 28-årige umiddelbart efter, sagde vagtchef Bo Christensen, Østjylland Politi, tidligere onsdag til Ritzau.

Offeret og gerningsmanden kender hinanden i forvejen, og overfaldet skete i forbindelse med et drikkelag. Den formodede gerningsmand blev kort efter knivstikkeriet anholdt på en parkeringsplads nær kollegiet.

Det 34-årige offer er uden for livsfare.

- Han er kørt på skadestuen, hvor han modtager behandling for sine skader, sagde vagtchefen tidligere onsdag.

/ritzau/