En helikopter og flere både er lørdag indsat i forsøget på at finde en kvinde, der er faldet i vandet fra en skrænt nord for Fredericia.

Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Jesper Brian Jensen.

Ved du noget? Fortæl det til redaktionen

- Vi har klokken 13.58 fået en anmeldelse om, at en forbipasserende har set en kvinde styrte ned fra en skrænt, siger han og tilføjer:


- Hun ryger ned i vandet, og derefter har den forbipasserende mistet kvinden af syne.


Episoden fandt sted ved Trelde Næs, der ligger lidt nord for Fredericia.


Ud over helikopter og redningsbåde er der også dykkere i vandet i forsøget på at finde kvinden.


- Vi frygter, at hun kan være druknet, siger Jesper Brian Jensen.


Sydøstjyllands Politi efterlyser vidner, der har set kvinden falde i vandet.


Ifølge vagtchefen kan det ikke afvises, at kvinden er kommet op af vandet ved egen hjælp.


I så fald bedes vedkommende også henvende sig til Sydøstjyllands Politi.


/ritzau/