Et voldsomt trafikuheld på Hillerødvejen skabte kø på strækningen mellem Isterødvejen i Hillerød og Kildevej ved Helsinge
Uheldet skete fredag eftermiddag omkring kl. 15.22 hvor der blev slået alarm til 1-1-2 om en kollision mellem en varevogn og en Berlingo.
Ved du noget? Fortæl det til redaktionen
Uheldet skabte hurtigt store trafikale problemer, og nærmest vanen tro begyndte bilister at foretage u-vendinger på trods af køretøjer med blå blink som kom kørende frem mod uheldsstedet.
Ifølge Nordsjællands Politi skete ulykken som en følge af en bil der kørte ud fra en parkeringslomme, og hvor føreren ikke havde orienteret sig ordentligt, derved blev den svingende bil påkørt i siden omkring baghjulet og kastet rundt, så bilen endte nede i grøften.
En af bilisterne er blevet sigtet for ikke at overholde sin vigepligt ved ulykken, hvor der heldigvis ikke var nogen som kom noget alvorligt til. En person blev dog kørt til hospitalet for et rutinetjek.
Uheldet påvirkede trafikken i begge retninger, idet vejen var spærret på grund af uheldet og ambulancer, politi og ikke mindst brandvæsen fyldte på vejen. Adskillige bilister foretog u-vendinger hvilket politiet utallige gange har advaret mod.
En u-vending på en motortrafikvej er ulovlig og kategoriseret som en særlig farlig forseelse. Det koster som udgangspunkt en bøde på 2.500 kr. samt en betinget frakendelse af kørekortet.
Der blev dog hurtigt ryddet på stedet, fjernet vragdele og kastet Absodan på oliespildet fra den ene bil som også blev hevet baglæns ind i parkeringslommen så den ikke stod til gene, så der kunne genåbnes fuldstændig omkring kl 16.15.
De ødelagte biler enten er fjernet eller vil formentlig blive fjernet i løbet af natten.
