Fire fundet døde på hashfarm, mens en anden er fløjet til hospitalet. Politi mangler stadig gerningsperson

Myndighederne i den amerikanske delstat Oklahoma leder efter en mistænkt, efter at fire personer er fundet døde på en hashfarm søndag aften.

Nyhedsbrevet fra Local Eyes - få det her

Det skriver det amerikanske medie CNN.



En anden person er såret.

Ifølge delstatens efterforskningsenhed er de fire personer tre mænd og en kvinde - alle kinesiske statsborgere.

Politiet rykkede ud til hashfarmen efter meldinger om en gidselsituation. Da de ankom, fandt de i stedet de fire døde personer samt den sårede person.

Det oplyser Stan Florence, der er politichef i Oklahomas efterforskningsenhed.

Den sårede person blev herefter fløjet til hospitalet. Ifølge Florence er der ingen meldinger om personens tilstand.

Myndighederne 'har en mistænkt i tankerne', lyder det videre fra politichefen.

Efter gennemsøgning af området med både droner og helikopter, er det dog ikke politiets overbevisning, at den formodede gerningsperson befinder sig i området.

Sædvanligvis er det amerikanske politi ikke tøvende med at offentliggøre identiteten på personer, de leder efter.

Men i dette tilfælde kan det sætte 'yderligere personer i fare', lyder det i en pressemeddelelse fra Oklahomas efterforskningsenhed.

For nu opererer politiet dog med en formodning om, at ofre og gerningsperson kendte hinanden.

- De kendte alle sammen hinanden. Vi ved ikke, om de er i familie, ved ikke om de er kolleger, men personerne kendte helt sikkert - mener vi - hinanden, siger Stan Florence ifølge CNN.

Farmens produktion undersøges også af myndighederne. Det er ifølge CNN uklart, om dyrkningen af cannabis er lovlig eller ulovlig. I delstaten Oklahoma er cannabis lovligt til medicinsk brug.