Københavns Politi har sent mandag aften fortsat ikke pågrebet den eller de personer, der kort før klokken 20 stak en 31-årig mand ned ved Enghavevej og Stenderupgade på Vesterbro.

Men hændelsen er blevet optaget på et kamera og politiet har andre solide spor at gå efter i efterforskningen af overfaldet, som muligvis var planlagt.

Gå ikke glip af noget - få de seneste nyheder direkte i din indbakke

Vidner har fortalt politiet, at en gruppe af mænd tilsyneladende observerede en opgang forud for overfaldet og slog til, da offeret forlod ejendommen og trådte ud på gaden.

- Vi skal til at gennemgå en optagelse af overfaldet og desuden har vi registreringsnumre på tre biler, som kørte fra stedet umiddelbart derefter, siger Kenneth Jensen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

- Offeret blev stukket fire gange. Blandt andet to gange i siden af brystet, men han er uden for livsfare. Vi har endnu ikke talt med den forurettede og kender ikke årsagen til overfaldet, siger Kenneth Jensen.

/ritzau/