En mand og en kvinde er blevet tiltalt for forsøg på hvidvask af 29,4 milliarder kroner igennem Danske Banks nu lukkede filial i Estland.

Det fremgår af anklageskriftet imod dem, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Nyhedsbrevet fra Local Eyes - få det her

Sagen er den samme sag, hvor en 49-årig kvinde fra Litauen blev idømt fire år og en måneds fængsel den 23. juni. Hun tilstod hvidvaskningen.

I forbindelse med dommen var det fremme, at manden og kvinden i modsætningen til den 49-årige nægter sig skyldige.

Ifølge anklageskriftet er hvidvaskningen blevet begået fra 2008 til 2016 og igennem i alt 40 kommanditselskaber, der var stiftet i Danmark.

Det fremgår af anklageskriftet, at anklagemyndigheden betragter den lange gerningsperiode, antallet af selskaber, beløbets størrelse og den professionelle tilgang som skærpende omstændigheder.

Sagen starter 20. september.


/ritzau/