NORDSJÆLLAND: Al togtrafik på Lokaltogs strækninger i Region Hovedstaden lukker i aften fuldstændig ned. Det sker, efter driftscentralen i

Hillerød i eftermiddag modtog sygemeldinger fra samtlige medarbejdere.

Togene kører i garage frem mod klokken 20:00, og aflysninger præger nu skærmene på blandt andet Jægersborg Station, hvor ankommende tog har skiftet skilt til ”Medtager ej passagerer”.

Det berører Frederiksværkbanen, Gribskovbanen, Hornbækbanen, Lille Nord og Nærumbanen.
Ifølge P4 Trafik forventes driften tidligst genoptaget mandag morgen. Der er i øjeblikket ikke mulighed for at indsætte togbusser.Driftsdirektør hos Lokaltog, Stig Allan Nielsen, udtaler i en pressemeddelelse:”Det er en meget alvorlig situation, og vi beklager dybt overfor vores kunder, at vi er nødt til at indstille driften”.Stig Allan Nielsen tilføjer om manglen på erstatningstransport:”Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at indsætte togbusser som erstatning, men Lokaltog arbejder også her på at finde løsninger”.

Passagerer opfordres til selv at finde alternative rejsemuligheder.