En kvinde fra Nykøbing Falster fik sig lidt af et chok, da hun natten til onsdag mødte en ubuden gæst i sit køkken.

Da hun i løbet af natten gik ud i køkkenet i sin lejlighed for at få en tår vand, lå der på køkkengulvet en omtrent en meter lang, grøn kongepyton og hvæsede af hende.

Nyhedsbrevet fra Local Eyes - få det her

Det skriver TV Øst.

Kvinden ringede straks til alarmcentralen, og i første omgang blev Falck kontaktet.

Falck kunne imidlertid ikke komme kvinden til undsætning, så derfor sendte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en patrulje til hendes lejlighed i Tværgade.

Selvom den type opgaver ikke lige frem er hverdagskost for ordensmagten, fik betjentene alligevel håndteret kvælerslangen.

- Noget tyder på, at den ene betjent kender lidt til den slags, fortæller Henrik Karlsen, som er vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV Øst.

Politiet tog efterfølgende kontakt til Krokodille Zoo i Eskilstrup, der ligger i nærheden, som tog imod dyret.

Nu efterlyser politiet kvælerslangens rette ejermand. Omkring klokken 07.30 onsdag morgen, har politiet fortsat ikke fået nogen henvendelser, fortæller vagtchef Søren Østervig.

- Vi har efterlyst ejeren på Twitter. Så håber vi, at ejermanden henvender sig, når han eller hun vågner op her til morgen, siger han.

På Twitter har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi lagt et foto af slangen op.

- Denne fætter, en grøn kongepyton på cirka 1,2 meter blev truffet i en lejlighed i Tværgade (...), hvor den absolut intet havde at gøre, skriver politiet på Twitter.

- Den er nu i politiets varetægt. Er det din, eller ved du, hvis det er, så kontakt 114, skriver politiet videre.

Foto: Politiet

/ritzau/