Politidirektøren for Københavns Vestegns Politi har i dag besluttet at indføre opholdsforbud mod et tilholdssted i Brøndby og visitationszoner i
dele af Brøndby, Herlev og Gladsaxe kommuner fra onsdag kl. 18 til onsdag den 1. december 2021 kl. 18.Politiet vurderer, at der udspiller sig en voldelig konflikt mellem to grupperinger i det københavnske bandemiljø, hvor der blandt andet blev skudt mod en gruppe personer på Ruten i Tingbjerg den 11. november og ved en kiosk på Bisiddervej i København NV den 16. november – begge steder i Københavns Politikreds.
Konflikten involverer en gruppering, som færdes i Københavns Vestegns Politikreds, og derfor sætter politikredsen nu ind på to fronter:
Opholdsforbud i ejendom i Brøndby
Københavns Vestegns Politi udsteder i medfør af § 1, stk. 2, i lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme et generelt forbud for enhver person mod at opholde sig på ejendommen Lyngager 12, 2605 Brøndby.
Forbuddet gælder fra i dag onsdag den 17. november 2021 kl. 18 og foreløbigt indtil onsdag den 1. december 2021 kl. 18.
Ejendommen er tilholdssted for en af de involverede grupperinger i konflikten, og politiet vurderer på baggrund af den verserende konflikt, at der er en betydelig risiko for angreb på ejendommen, hvilket kan være til fare for personer, der bor eller opholder sig i nærheden.
Samtidig øger Københavns Vestegns Politi patruljeringen i området både af hensyn til borgernes tryghed og for at undgå yderligere konflikter.
Visitationszoner
Københavns Vestegns Politi indfører samtidig to visitationszoner, som gælder fra i dag onsdag den 17. november kl. 18 til onsdag den 1. december kl. 18.
Den ene visitationszone omfatter området omkring tilholdsstedet i Lyngager i Brøndby.
Den anden visitationszone omfatter dele af Herlev og Gladsaxe kommuner, hvor der nyligt har været hændelser med våben, som politiet relaterer til konflikten.
I en visitationszone kan politiet i perioden foretage stikprøvevis besigtigelse af personers legeme, undersøgelse af tøj og andre genstande samt køretøjer i et nærmere anvist geografisk område for at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.
”Borgerne i de berørte områder skal kunne føle sig trygge, og med visitationszonerne styrker vi vores operative fokus og muligheder for at gribe ind overfor bandemedlemmers kriminelle aktiviteter i området,” siger politidirektør Kim Christiansen, Københavns Vestegns Politi.
Visitationszonerne omfatter to områder.
Det ene område for visitationszone er beliggende i Brøndby Kommune og afgrænses mod nord af Knudslundvej, mod øst af Vestager, mod syd af Vallensbækvej og mod nord af Midtager.
Afgrænsningen af visitationszonen fremgår af dette kort:
