En 24-årig mand har haft en særdeles kedelig weekend. Natten til søndag blev han banket med en hammer, og søndag eftermiddag blev han stukket ned med kniv.

Søndag blev en 24-årig mand stukket med kniv i Korskærparken i Fredericia. Han blev livsfarligt såret og er blevet overført til Odense Universitetshospital.

Har du billeder og video? Send dit bidrag her

Faktisk var knivofferet netop kommet ud fra hospitalet.

Natten til søndag blev han nemlig udsat for grov vold i en lejlighed på Ullerupdalsvej i Fredericia, det skriver Fredericia Avisen.

I lejligheden blev han overfaldet af to bekendte, angiveligt fordi de blev uenige i en diskussion.

Uenigheden førte til, at den 24-årige blev tildelt to slag i hovedet med en hammer. Det medførte voldsomme hævelser og en eller flere flækkede tænder, oplyser politiet til Fredericia Dagblad.

Gerningsmændene, en 20-årig og en 39-årig mand kan forvente sigtelser for kvalificeret vold, når de bliver fundet af politiet.

Det vides ikke om hammer-overfaldet er forbundet med knivstikkeriet.