Hele søndagen har det strømmet til med folk fra Beredskabsstyrelsen og dykkere fra Frømands-korpset i forsøget på, at finde den 25-årige mand

fra lokalområdet, der forsvandt natten til lørdag, da han faldt overbord fra en kano i Brassø ved Silkeborg.

Den unge mand var ude at fiske i kanoen sammen med en kammerat, da det ved lørdag aften gik galt.

- De sidder og taler om, hvilke blink de skal bruge til at fange forskellige fisk, fortæller vagtchef Gert Høeg fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

På et tidspunkt siger den 25-årige noget, som kammeraten, der sidder forrest ikke får fat i. Han regner med, at det er en joke eller sådan noget, og han vender sig om. I det samme er det, som om den 25-årige retter sig op, og så falder han bagover og ud af kanoen, fortsætter Gert Høeg.

På trods af det store eftersøgningshold har man endnu ikke fundet den forsvundne.