I Danmarks to nabolande Sverige og Tyskland er den ekstreme islam i fremmarch, men ingen har et overblik over dansk salafisme.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Tip redaktionen - vi beskytter vores kilder

Nylige undersøgelser fra den tyske efterretningstjeneste og det svenske forsvarsakademi har beskrevet, hvordan salafismen styrkes, og voldsparate salafister vinder frem i antal.

Faktisk er antallet af medlemmer af voldsparate salafistiske grupperinger tidoblet i Sverige på ti år, viser en ny undersøgelse, og i Tyskland er antallet af voldsparate salafister firedoblet fra 2011 og frem til i dag.

Danske myndigheder burde lave en lignende rapport, mener terrorekspert Magnus Ranstorp, som står bag den svenske undersøgelse.

- Vi begyndte med at undersøge de voldsparate islamistiske miljøer, men der findes et bredere problem med antidemokratiske holdninger blandt muslimer, som nærer grobund for salafismen i hele Europa, siger han.

Den beskriver blandt andet, at den kontroversielle imam Abu Bilal fra Grimhøjmoskéen i Aarhus har besøgt salafistiske miljøer i Sverige, og at salafistiske prædikanter har opfordret til at støtte den danske indsamlingsorganisation Viomis.

Men eksempelvis Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme har ikke "gennemført en kortlægning modsvarende den svenske".

Det oplyses i en e-mail til Kristeligt Dagblad, og ifølge fremtrædende islamforskere er der ikke aktuelt ny forskningsbaseret viden om specifikke salafistiske miljøer i Danmark.

- Lige nu er jeg usikker på, hvem der måtte have det overblik, siger lektor Kirstine Sinclair, der tidligere har forsket i den islamistiske bevægelse Hizb ut-Tahrir og muslimsk minoritetsidentitet.

Men Kirstine Sinclairs umiddelbare vurdering er dog, at det salafistiske miljø ikke er under opblomstring.

/ritzau/