Hollandsk politi har anholdt en dansk mand, som dansk politi mener er bagmanden i en narkoliga.

Det fortæller Michael Kjeldgaard, som er politiinspektør ved National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) til Ekstra Bladet.

Gå ikke glip af noget - få de seneste nyheder direkte i din indbakke

Den anholdte mand afventer udlevering til Danmark.



Politiet mener, at han har relation til en sag, hvor i alt otte personer blev anholdt 15. marts.

De otte blev anholdt som del af en større politiaktion. I forbindelse med aktionen beslaglagde NSK blandt andet en ejendom, flere biler, designermøbler, narko og kontanter.

Ifølge Ekstra Bladet er i alt 11 mænd nu anholdt i sagen.

Syv af de oprindelige otte blev fremstillet i grundlovsforhør 15. marts for dobbeltlukkede døre. Derudover blev en mand anholdt i Tyskland.

En mand blev anholdt 16. marts i Billund Lufthavn og yderligere en mand blev anholdt 30. marts og varetægtsfængslet, skriver Ekstra Bladet.

Ifølge Ekstra Bladet er mændene i sagen etnisk danske, og de er aldersmæssigt fra sidst i 30'erne til i 50'erne.

Det første grundlovsforhør blev afholdt for dobbeltlukkede døre. Derfor er det ikke muligt at få indblik i, hvad sigtelsen går på, for de syv mænd som oprindeligt blev fængslet i sagen.


De efterfølgende grundlovsforhør er kun foregået for lukkede døre. Ifølge Ekstra Bladet fremgår det her af sigtelsen, at sagen blandt andet handler om indkøb af fem kilo kokain.


/ritzau/