Risikoen for ballade er ganske stor, når fans fra FC København og Brøndby skal hjem fra Parken i København søndag aften.
Det forudser sammenslutningen af fanklubber Danske Fodbold Fanklubber, som på sin hjemmeside skriver, at "politiet slækker på sikkerheden efter New Firm."
Nyhedsbrevet fra Local Eyes - få det her
Ifølge DFF vil de to holds fans efter kampen blive dirigeret i hver sin retning: FCK-fansene bliver guidet mod Østerport Station, mens fans af Brøndby IF skal hjem via Svanemøllen Station. Herfra skal Brøndbys fans videre tilbage mod København og passerer Østerport Station.
- Vi har rykket os langt i forhold til en problemfri afvikling af disse kampe. Derfor synes vi, at det er brandærgerligt, at man overser denne store risiko for sammenstød.
- Vi håber, at politiet har overblik over situationen og gør alt for at undgå sammenstød, siger Rasmus Trenskow, der er formand for Danske Fodbold Fanklubber, på hjemmesiden.
DFF foreslår, at politiet og DSB i samarbejde indsætter et særtog, som ikke stopper på Østerport Station.
- Vi har tidligere oplevet ballade på Østerport Station. Det er dette, vi frygter gentaget, hvis ikke der bliver indsat særtog, siger Rasmus Trenskow.
FC København-Brøndby bliver spillet på søndag klokken 19.00.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
