Nordsjællands Politi efterlyser de to personer på billedet.

Det sker i forbindelse med en sag, hvor der blev sat ild på Bodega Stalden med tilhørende beboelse på Græsted Hovedgade.

Tip redaktionen - vi beskytter vores kilder

Brandstiftelsen skete den 28. marts klokken 01.46 ved, at der blev kastet en Molotovcocktail gennem et vindue på bagsiden af bygningen.



Et overvågningskamera i området har optaget to personer komme gående ved Gribskovhallen forud for brandstiftelsen, og de to personer efterlyses nu i forbindelse med efterforskningen af sagen.

Ud fra videoovervågningen beskrives de to personer som:

A: person, almindelig til slank af bygning, iført mørk jakke med hætte, mørke bukser med lys/hvid bred lodret stribe på siden af det nederste højre bukseben og hvid/lys bred lodret stribe på siden af øverste venstre bukseben lyse/hvide sko, bar en hvid genstand, som lignede en plasticpose, foran sig.

B: person, almindelig af bygning, iført mørk dyneagtig jakke med hætte, mørkt tørklæde lignende for ansigtet, lyse bukser med mørk/sort lodret stribe langs højre side, mørke/sorte sko med lys/hvid sål.

- Der er tale om en meget alvorlig sag. Derfor vil vi meget gerne høre fra borgere, som kan genkende personerne eller har andre oplysninger, der kan hjælpe i opklaringsarbejdet, siger Jakob Rahbek, leder af efterforskningen og politikommissær i Nordsjællands Politi.

Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon 114.