Københavns Politi vil gerne tale med nogle personer, der opholdt sig ved Frihedsmuseet på Esplanaden i København lige inden branden i museet natten til søndag den 28. april.

Politiet mener at branden var påsat. Vidner har fortalt, at de så en mand med en hund og en kondiløber i området, lige inden klokken 01.40, da branden blev opdaget. Manden med hunden sad på en bænk i det grønne anlæg ved Esplanaden og Grønningen lige i nærheden af museet. Manden er omkring 20 år, og hunden beskrives som en hvid og brun terrier.

Ved du noget? Fortæl det til redaktionen

Politiet vil også gerne tale med en kondiløber som blev set i området i minutterne inden branden. Der er tale om en mand på 40-50 år iført løbetøj, som et vidne har set komme løbende forbi A.P. Møller-Mærsks hovedkvarter og forbi Frihedsmuseet, umiddelbart inden vidnet opdagede branden.