Regeringen vil støtte dansk film med 560 millioner årligt

    Inden sommerferien blev regeringen og Dansk Folkeparti enige en medieaftale for 2019-2023.

    Rammerne for dansk film skal dog først fastlægges i en filmaftale for samme periode. Det fremgik af medieaftalen.

    Disse forhandlinger er skudt i gang tirsdag.

    I regeringens udspil skal der blandt andet afsættes 560 millioner kroner årligt til dansk film. Og de regionale filmfonde – FilmFyn og Den Vestdanske Filmpulje – skal styrkes med 35 millioner kroner årligt.

    – Dansk film står på et stærkt fundament, men der er brug for, at vi i de kommende år tilpasser filmstøtten, så der i fremtiden er danske film til alle, siger kulturminister Mette Bock (LA) i en pressemeddelelse.

    – Vi har fortsat brug for de store samlende fortællinger i biografen, men filmstøtten skal også understøtte den nye medievirkelighed, hvor vi streamer og ser film på nye måder og i nye formater, siger hun.

    Filmstøtten skal ifølge regeringen “være mere fleksibel og ikke præget af kassetænkning”.

    – For mig er det også vigtigt, at dansk film produceres i og fortæller historier om hele landet.

    – Derfor styrker regeringen nu de regionale filmfonde – FilmFyn og Den Vestdanske Filmpulje – med 35 millioner kroner årligt, siger Bock.

    – Samlet set holder vi filmstøtten på et ambitiøst højt niveau med 560 millioner kroner årligt. Min forhåbning med filmaftalen er, at der kommer ny energi og dynamik i dansk film i de kommende år, siger hun.

    Filmstøtten skal have fokus på de unge målgrupper. Ifølge regeringen skal mindst 25 procent af tilskudsmidlerne til spille- og dokumentarfilm have fokus på netop børn og unge.

    Desuden skal de mindre sælgende film være hurtigere tilgængelige på digitale platforme. Det skal være til gavn for alle i landet, lyder det.

    Forhandlingerne om den kommende filmaftale forventes afsluttet i denne måned.

    /ritzau/