En 66-årig mand blev 28. september fundet skyldig ved Retten i Herning i at have dræbt en hunulv på en mark ved Ulfborg i april 2018.
Det var et brud på både jagtloven og en bekendtgørelse om fredede arter, slog retten fast.
Manden blev idømt 40 dages betinget fængsel, men fik lov at beholde sit jagttegn.
Her kan du læse om ulvens status.
* Ulven genindvandrede til den danske natur i 2012 efter næsten 200 års fravær.
* Ulven er fredet som følge af EU’s habitatdirektiv.
* Heraf fremgår det, at ulven er fredet på samme måde som eksempelvis birkemus, hasselmus, flagermus og odder.
* Som følge af ulvens status er der ikke fastsat jagttid på ulv i jagtloven.
* Der findes to tilfælde, hvor ulven lovligt kan skydes: Hvis der er tale om nødværge, eller hvis der er tale om en såkaldt problemulv.
* En problemulv er en ulv, der ikke udviser normal ulveadfærd og eksempelvis ikke er sky over for mennesker.
* Det kræver dog en tilladelse fra Miljøstyrelsen, hvis man ønsker en problemulv fjernet.
* En sådan tilladelse er endnu ikke blevet givet i Danmark.
* Hvis man skyder en ulv, kan det straffes med bøder eller fængsel i op til to år.
* Eksperter anslår, at der for tiden er mellem seks og syv ulve i Jylland. De fordeler sig således:
* Et ulvepar i Vestjylland med tre hvalpe fra 2017.
* En omstrejfende enlig hanulv i Nordjylland.
* En ulv, som gentagne gange er set på Norddjursland.
Kilder: Jagtloven, Artsfredningsbekendtgørelsen, Miljøstyrelsen.
/ritzau/











