Drew Brees kaster sig forbi legender til stor NFL-rekord

    Drew Brees cementerede natten til tirsdag sin status som en af de absolut bedste quarterbacks, der nogensinde har spillet i NFL.

    Det skete, da han tog rekorden for flest kastede yards.

    Den 39-årige New Orleans Saints-spiller overhalede først den legendariske Brett Favre, inden han tog rekorden ved at gå forbi den tidligere Indianapolis Colts- og Denver Broncos-quarterback Peyton Manning.

    Brees passerede Mannings rekord med et 62 yards langt touchdownkast i slutningen af første halvleg halvleg i Saints’ kamp mod Washington Redskins mandag aften i USA.

    Dermed nåede Brees op på i alt 71.968 yards i karrieren. Og det er altså mere end nogen anden quarterback har formået.

    Brees er i gang med sin 18. sæson i verdens bedste liga for amerikansk fodbold. Han indledte karrieren i San Diego Chargers, men det er især i New Orleans, at karrieren har taget fart for Brees.

    Han vandt Super Bowl i 2009-sæsonen, da Saints slog Indianapolis Colts. Han blev også kåret til finalens mest værdifulde spiller (MVP).

    /ritzau/