Landsholdet forklarer sig i åbent brev om dramatisk konflikt

    Spillerrådet på det danske herrelandshold i fodbold forklarer nu sit syn på konflikten mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen.

    Det sker i et åbent brev “til hele fodbold-Danmark”.

    – Vi forstår godt, at det er umuligt for fodbold-Danmark at følge med i, hvad månedlange forhandlinger i virkeligheden handler om, lyder det blandt andet i brevet.

    Spillerrådet består af Simon Kjær, Christian Eriksen og Kasper Schmeichel.

    De tre skriver i brevet – på vegne af hele landsholdet – at spillerne har haft mundkurv på under den sidste del af forhandlingerne, og derfor har det også givet “et ærgerligt billede af dansk fodbold, når man følger med i medierne”.

    – Men dels hører og forstår medierne kun i meget begrænset omfang, hvad der sker i forhandlingerne.

    – Og dels tegnes mediebilledet mest af de nemme og alt for voldsomme personangreb mod os spillere eller mod Mads Øland, som vi har valgt til at repræsentere os via Spillerforeningen.

    – Ofte fra folk, der slet ikke har nogen rolle i forhandlingerne eller i dansk fodbold, lyder det i brevet.

    DBU og landsholdsspillerne blev i slutningen af september enige om den ny aftale, der gælder til og med EM-slutrunden i Tyskland i 2024.

    Spillerrådet beskriver aftalen som “en gevinst for alle parter i dansk fodbold”.

    – Vi har kæmpet sammen for vores rettigheder – og for rettigheder og ordnede forhold for de kommende landsholdsspillere, så vi fortsat kan have et stærkt dansk landshold i en fremtid, hvor netop idéen om landshold er under pres fra blandt andre de store klubber og deres turneringer, hvor de store penge i fodbold ligger, lyder det i brevet.

    Med aftalen sluttede konflikten mellem parterne, som kulminerede i begyndelsen af september, da DBU og landsholdsspillerne kunne ikke nå til enighed om en ny aftale.

    DBU valgte i stedet at kigge efter spillere fra de lavere rangerende fodboldrækker til testkampen mod Slovakiet.

    Det lykkedes DBU at sammensætte et hold af amatørspillere, som tabte 0-3 til Slovakiets landshold.

    Fire dage senere var de sædvanlige spillere tilbage på landsholdet til Nations League-kampen mod Wales, efter at parterne var enige om en midlertidig aftale.

    Det danske hold er i denne uge samlet i landsholdslejren og spillet lørdag endnu en kamp i Nations League mod Irland.

    /ritzau/