Folkeafstemningen søndag i Rumænien om forfatningsændring ser ud til at løbe ud i sandet.
Mindst 30 procent skal stemme, hvis afstemningen skal have gyldighed. Så mange har næppe stemt.
To timer før afstemningens slutning klokken 20 havde 19 procent af de 18 millioner vælgere stemt.
Vælgerne skulle tage stilling til, om der i forfatningen skal stå, at et ægteskab er imellem en mand og en kvinde.
I dag omtales ægtefællen som en partner i forfatningen.
Valgkommissionen ventes at komme med den officielle valgprocent omkring 21.30.
Det er en konservativ borgergruppe ved navn Koalitionen for Familier, der har fået folkeafstemningen i stand.
Det er sket ved at samle tre millioner underskrifter.
Formålet med forfatningsændringen har været at sikre, at det bliver umuligt at gennemføre en lov om homoægteskaber.
Homoseksualitet blev afkriminaliseret i Rumænien i 2001, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Men Rumænien er et af de få lande i EU, som stadig ikke tillader registrerede partnerskaber eller ægteskaber mellem to mennesker af samme køn.
/ritzau/Reuters











