Juventus er stukket af i toppen af den italienske Serie A efter lørdagens 2-0-sejr ude over Udinese, men de øvrige tophold fulgte godt med søndag.
Nummer to, tre, fire og fem i ligaen, som er Napoli, Inter, Lazio og Sampdoria, vandt alle deres kampe søndag.
Napoli besejrede hjemme Sassuolo med 2-0 og er på andenpladsen nu noteret for 18 point efter 8 kampe. Juventus har efter otte sejre i træk i denne sæson 24 point på førstepladsen.
En fejlaflevering i Sassuolos forsvar blev kostbar, da Napolis Adam Ounas udnyttede fejlen til at bringe hjemmeholdet foran 1-0 efter tre minutter.
Der blev ikke scoret flere mål i første halvleg, men publikum fik en smuk scoring at se i det 72. minut.
Napoli-angriberen Lorenzo Insigne viste sublim sparketeknik, da han hamrede bolden over i det lange hjørne til slutresultatet 2-0.
Inter vandt senere søndag aften, da det blev til en kneben 2-1-sejr ude over Spal. Angriberen Mauro Icardi scorede begge mål for Inter.
Inter har på tredjepladsen nu 16 point efter 8 kampe.
Lazio vandt 1-0 hjemme over Fiorentina i det, der kunne have været et danskeropgør.
Men backen Riza Durmisi var skadet hos Lazio, mens den tidligere Brøndby-strateg Christian Nørgaard endnu en gang sad på bænken i hele kampen for Fiorentina.
Sampdoria snuppede en kneben 1-0-sejr ude over Atalanta på et mål af Lorenzo Tonelli efter 76 minutter. Joachim Andersen spillede hele kampen i det centrale forsvar for Sampdoria.
Lazio har på fjerdepladsen 15 point, mens Sampdoria har 14 point på femtepladsen.
Tidligere søndag vandt AC Milan med 3-1 på hjemmebane over Chievo.
Milan-angriberen Gonzalo Higuain scorede de to første mål i første halvleg – begge efter kvikke oplæg fra Suso.
I anden halvleg bragte Milans midtbanespiller Giacomo Bonaventura hjemmeholdet foran med 3-0 på et langskud, inden Chievo-angriberen Sergio Pellissier fik pyntet på nederlagets størrelse til slut.
Milan er placeret lidt længere nede i feltet som nummer 10 med 12 point efter 7 kampe.
AS Roma, som lørdag vandt 2-0 ude over Empoli, er placeret på sjettepladsen med 14 point, men romerne har en dårligere målscore end Sampdoria.
/ritzau/











