Politisk sejr i dommersag kan koste Trump stemmer

    Da hundredvis af kvinder i weekenden tog til Washington for at deltage i protester mod Brett Kavanaugh som kommende ny højesteretsdommer, fløj aktivisten Linda Sarsour fra Washington til Texas for forberede en intensiv kampagne op til midtvejsvalget i næste måned.

    Sarsour, som leder organisationen Kvinders March siger, at sagen omkring Kavanaugh kan bruges til at få langt flere kvinder til at stemme ved kongresvalget.

    – Dette er ikke afsluttet. Jeg tror, at den udbredte vrede vil komme til udtryk ved en massiv stemmedeltagelse, siger den 38-årige Linda Sarsour.

    Vidneudsagnene mod Kavanaugh har givet MeToo-debatten ny næring, og Sarsour siger, at hendes organisation nu vil bruge de sociale medier til at få hundredtusinder af kvinder til at stemme mod Trump og hans republikanske parti den 6. november.

    Kvinders March blev dannet efter massive demonstrationer i januar 2017, da Trump blev indsat i præsidentembedet. Organisationen har mobiliseret tusindvis af kvinder til aktioner vendt mod nomineringen af Kavanaugh.

    Hundredvis af kvindelige demonstranter er tidligere blevet anholdt under protestaktioner i Washington, hvor navnlig kvinder er gået på gaden for at aktionere mod Kavanaugh.

    Blandt de anholdte var blandt andre komiker Amy Schumer og model Emily Ratajkowski.

    /ritzau/AFP