Line Kjærsfeldt taber badmintonfinale til verdensetter

    Line Kjærsfeldt var på vej mod en stor skalp, men endte alligevel med at tabe klart i finalen i Taiwan Open.

    Da først verdensetteren Tai Yzu Ying skruede op for tempoet, kunne Line Kjærsfeldt ikke følge med. Danskeren tabte 21-17, 10-21, 13-21.

    Den 24-årige aarhusianer fik ellers hjemmepublikum til at være stille i første sæt. Hun straffede alle taiwanerens fejl og vandt sættet på sin første matchbold, da en serveretur blev sendt direkte i nettet.

    Verdensetteren fik sat en stopper for sløseriet i andet sæt. I stedet viste hun den forventede klasseforskel på de to spillere.

    Kjærsfeldt, der er nummer 28 på verdensranglisten, kunne ikke følge med, og sættet syntes afgjort midtvejs, da Tai Yzu Ying førte 11-4. En håndfuld minutter senere var sætsejren en realitet.

    I tredje sæt nærmede opgøret sig en ydmygelse af danskeren. På få minutter bragte Tai Yzu Ying sig foran 8-0, og Line Kjærsfeldt havde formentlig indset nederlaget.

    Ikke desto mindre kæmpede danskeren forbilledligt videre, og hun fik skabt en snert af spænding ved at kæmpe sig op og kun være bagud 8-10. Nærmere kom hun dog ikke, før Tai Yzu Ying dræbte kampen og cruisede sig til sejren.

    Taiwan Open hører ikke til blandt de største badminton turneringer i verden. Det er en såkaldt super 300-turnering og dermed på femte niveau på World Touren.

    /ritzau/