Bilist blev muligvis blændet da han kørte ud foran tog

    En bilist slap tilsyneladende heldigt fra et uheld søndag morgen, hvor hans bil blev ramt af et tog ved Rønbjerg ved Skive.

    – Han er bragt til sygehuset i Viborg og er i stabil tilstand, siger vagtchef Ole Vangshøj fra Midt- og Vestjyllands Politi.

    Uheldet skete kort før klokken 08.30.

    – Føreren af bilen kan være blændet af morgensolen, men det er noget af det, vores nærmere undersøgelse skal fastslå, siger vagtchef Ole Vangshøj.

    Togoverskæringen i Rønbjerg er udstyret med bomme, og bilen ramte derfor en bom, før den blev ramt af toget.

    – Det rammer bilens forende, så var han kommet blot et par sekunder før, kunne det være gået meget værre, siger vagtchefen.

    Hverken bilen eller toget kan køre videre efter uheldet.

    Det betyder, at togtrafikken på strækningen Viborg-Skive-Struer er indstillet, indtil begge køretøjer er fjernet.

    /ritzau/