Letlands regeringskoalition har mistet sit flertal efter lørdagens parlamentsvalg i Letland.
Det står klart, efter at 80 procent af stemmerne natten til søndag er talt op. De kommende regeringsforhandlinger ventes at kunne trække ud i uger eller endda måneder.
Det prorussiske parti Harmoni forbliver landets største med 20 procent af stemmerne takket være stor støtte fra de russisktalende letter.
Omkring en fjerdedel af Letlands to millioner indbyggere er russere eller af russisk afstamning.
Harmoni får trods det gode resultat dog svært ved at komme i regering.
Partiets politiske modstandere ser således ud til at have fået nok stemmer til at kunne danne en regeringskoalition. Og de øvrige partier har trods deres uenighed hidtil været enige om at holde Harmoni-partiet fra magten i landet.
/ritzau/Reuters











