KIF Kolding lider videre og taber til Ribe-Esbjerg

    KIF Kolding har stadig umådeligt svært ved at vinde en håndboldkamp i Herre Håndbold Ligaen.

    Efter at have afværget en truende konkurs har optimismen stadig ikke forplantet sig til succes og point på banen.

    Lørdag tog KIF hjemme imod Ribe-Esbjerg, der mødte op med fem nederlag i træk i bagagen.

    Alligevel lykkedes det ikke KIF Kolding at vinde opgøret, som blev tabt 20-24.

    Dermed er KIF Kolding stadig blot noteret for en enkelt sejr i sæsonens første syv kampe.

    Det rækker til en placering i den tunge ende som nummer 11 i ligaen med fire point.

    KIF Kolding meddelte 21. september, at klubben havde afværget en konkursbegæring fra Håndbold Spiller Foreningen.

    Parterne indgik en aftale, så klubben ikke skulle møde i skifteretten få dage senere.

    Forinden havde KIF tabt til Sønderjyske, og efter at det lykkedes at afværge besøget i skifteretten har klubben spillet uafgjort mod Skanderborg og tabt til Nordsjælland Håndbold samt altså Ribe-Esbjerg.

    Sejren var yderst kærkommen for gæsterne, der har skrabet fire point sammen i denne sæson og akkurat ligger over KIF i tabellen.

    Tidligere lørdag vandt Skanderborg hjemme 33-22 over TMS Ringsted fra den tunge ende af ligaen.

    /ritzau/