Regeringen vil styrke hjælp til folk med komplekse problemer

    Med en ny reform vil regeringen styrke hjælpen til mennesker med komplekse problemer.

    Det siger innovationsminister Sophie Løhde (V) og børne- og socialminister Mai Mercado (K) i en pressemeddelelse.

    Med komplekse problemer menes personer, der har problemer, som lapper over flere forskellige områder. Det kan eksempelvis være en borger, der både er arbejdsløs og har et misbrug.

    Vedkommende skal i det tilfælde både have hjælp på beskæftigelsesområdet og på socialområdet.

    – Vi svigter i dag for mange af de mennesker og familier, som har det sværest i vores samfund.

    – De bliver mødt af den tætteste jungle af regler, støttepersoner og indsatser, der er spredt ud over forskellige love, som det kan være svært at hitte rede i både for borgere og sagsbehandlere, siger Sophie Løhde.

    Et af de centrale initiativer i udspillet med titlen “Sammen med borgeren – en helhedsorienteret indsats” er en ny hovedlov.

    Hovedloven skal give sagsbehandlere bedre mulighed for at tilbyde en koordineret og sammenhængende hjælp.

    – Vi har en gruppe mennesker med komplekse problemer med blandt andet misbrug, hjemløshed og psykisk og fysisk sygdom, som i dag kan fare vild i systemerne, og det skal vi gøre bedre, siger Mai Mercado.

    Som led i reformudspillet ønsker regeringen at indgå en national aftale med Kommunernes Landsforening (KL) om koordinerende sagsbehandlere.

    Formålet er at give borgere, der i dag ofte har flere forskellige sagsbehandlere og støttepersoner på tværs af kommuner, et holdepunkt i form af en fast sagsbehandler.

    Regeringen ønsker derfor i samarbejde med KL at lave et partnerskab med kommunerne om forberedelse og implementering af reformen.

    Desuden lægges der op til at afsætte 120 millioner kroner af satspuljen over de næste fire år til implementeringsstøtte af reformen i kommunerne.

    /ritzau/